Sider

mandag den 21. februar 2011

Lidt stolt har man vel lov at være...

Jeg har nu været på kropsombygning(kostomlægning) i 6 uger, og begynder nu at se resultater... ;o) Jeg har tidligere overvejet en kur på girafmælk og flagstangsfrø i håb om at nå en højde på ca. 190 cm, som ville passe til min vægt - men jeg tør ikke rigtigt at tro på den model, så jeg må bide i det meget sure æble og smide en masse kilo, så vægten kommer til at passe til højden...

Jeg har ændret noget - men ikke voldsomt meget - i min kost, samtidig med at jeg tæller kalorier; det skal gerne resultere i et vægttab på ca. ½ kg om ugen. Jeg har på 6 uger tabt 3,6 kg, som jo svarer til 600 g om ugen, så jeg er ovenud tilfreds. Jeg ville bestemt ikke ha' noget imod at tabe mig lidt hurtigere, men jeg ved også at det så vil blive alt for surt, og der vil ikke være plads til at træde ved siden af en eneste gang. Det er ikke mange gange jeg har gjort det, men det kan jo ske for selv den bedste... ;o)
For at gøre det nemmere for mig selv har jeg sat mig nogle delmål; det første hedder -5 kg og det er jo bestemt indenfor rækkevidde... Det næste hedder -10 kg; det håber jeg at nå inden påske... Men der er stadig lang vej til jeg når mit endelige mål der hedder -30 kg; det kan blive en hård tid, men jeg er p.t. ganske optimistisk. Og det må jo ta' den tid det skal ta'...
Da mine udfoldelsesmuligheder fysisk jo p.t. er temmelig meget nedsat pga. min dårlige ryg, er der ikke så meget at hente på motionskontoen, men forhåbentlig bli'r det bedre, så der kan komme gang i forbrændingen; det vil jo unægteligt nok pynte noget på "tabskontoen"... ;o)

Vinteren 78-79: Meget ung og meget slank; så slank var jeg indtil 1989...
UPS...!!! Den trøje var SÅ lækker - og den er jo ren retro; måske sådan én sku' på pindene...


Som ung var jeg en lille spirrevip på 46 kg - jeg kunne ganske enkelt ikke ta' på. Som 23-årig fik jeg konstateret vitamin B12-mangel, som jeg skal være i behandling for resten af mit liv; det har medført en øget appetit og en bedre optagelse af det jeg indta'r, så jeg har i løbet af alle årene taget MANGE kilo på. De to sidste graviditeter og alderen har nok også sat sine spor, men nu skal der gøres noget ved det...

Sommeren 2008: Meget ældre og temmelig godt polstret...

Da jeg kun er 159 cm høj og spinkelt bygget, ligger min idealvægt på 53-57 kg; der er lang vej endnu, men jeg håber at komme ned på ca. 60 kg. Så ville jeg være ovenud lykkelig...

Til sammenligning: Amalie og mig... Da jeg var 12-13 år så jeg ud som Amalie - og sådan ser jeg ud nu... Men bare rolig... Så tynd bli'r jeg aldrig igen..

torsdag den 17. februar 2011

Strikkevejr og drengestrik

Vi har det sidste halvandet døgn fået en ordentlig dynge sne; dejligt vejr til strik, varm kakao og en pind i brændeovnen... ;o)

Min ryg er ikke glad for at der skal ryddes for posten, men det er balsam for sjælen at se noget der lyser op; heldigvis har vinden denne gang været af en lidt anden retning end den plejer, så indkørslen er ikke føget til. Der behøver ikke at komme mere sne, men det må gerne blive liggende en månedstid, så jeg har noget lyst og rart at kigge på. Jeg har ikke brug for mere gråvejr, sjap og regn - den slags forår er jeg ikke tilhænger af.

Her er kommet nyt på pindene; denne gang er det en vest til Mads. Den strikkes i bomuld i lyse-grå-brunlige farver - lige ud af landevejen og efter hovedet.

Jeg er startet med en drejet rib; det har jeg aldrig strikket før, men det er bestemt ikke sidste gang. Resten strikkes i glatstrikning; det synes jeg er det pæneste, når garnet er flerfarvet - og så er det det min arm befinder sig bedst med. Jeg elsker at strikke hulmønstre - synes det er SÅ spændende, men alle mulige ind- og udtagninger, omslag osv. er armen ikke rigtig glad for; så denne gang blev det "skånestrik"... ;o)
Et nemt lille strikketøj - rigtig fjernsynsstrik, da der ikke er en masse finurligheder i det.

Go' torsdag aften...

mandag den 27. december 2010

Tilbageblik på juleaften...

Vi havde en rigtig dejlig juleaften; fik ordnet en masse fra morgenstunden, så der ikke var så meget stress på i sidste øjeblik, men lidt var der midt på dagen.
Planen var egentlig at vi ville i kirke kl. 14, men pludselig løb tiden fra mig, og tiden blev knap. Jeg elsker at gå i kirke juleaften, hvis jeg kan sidde stille og roligt og nyde det uden at tænke på, hvad der venter hjemme. Det ville imidlertid nok blive et problem for mig, så vi valgte at blive hjemme og nyde forberedelserne til om aftenen.
Michael var kommet torsdag aften og havde overnattet. Ved 16-tiden den 24. ankom Anne, Thomas og Solvejg(Anne's svigermor); der fik vi en kop kaffe med småkager til. Dejligt lige at sidde ned og lade roen sænke sig inden kartoflerne skulle sættes over og sovsen laves.
Anden var stegt i forvejen, og skulle bare parteres og varmes, og flæskestegen var i ovnen, så det var bare at vente...
Jeg er den meget lykkelige ejer af to ovne, så tingene går uden de store problemer uanset hvor mange vi er og hvor meget der skal i ovnen.
Kl. ca. 17.30 blev Michael sendt af sted efter mormor, og kl. 18.30 ku' vi sætte os til bordet.
Anne havde lavet ris á la manden; det var rart at slippe for at lave den for en gangs skyld. Mormor fik mandelgaven; sidste år fik Michael den - og sådan er det altid ... De to skiftes til at få den, og vi andre æder os en mavepine til i et forsøg på at få den sk... mandel... !!!
Efter middagen var det "drengene" der skulle i køkkenet... Michael og Thomas havde selv tilbudt at ta' opvasken; det ville ingen da drømme om at forhindre dem i.
Derefter blev der danset om juletræet mens Thomas spillede på klaveret; sikken stemning det gav, og der gik næsten "Nøddebo" i det... ;o)

Vi fik alle en masse dejlige gaver; vi hyggede med kaffe, småkager, konfekt og frugt og klokken blev rigtig mange før vi var klar til at kravle til køjs.

Jeg fik nogle skønne gaver, men nogle af dem skal byttes.

Jeg fik to slags Erik Bagger glas, hvoraf den ene slags skal byttes til noget helt andet; Trip Trap nissen Frederik skal byttes til en anden nisse, og en Nuance karaffel skal byttes til noget helt andet.

Derudover fik jeg et mandolinjern, et julienneejern og penge - og halvdelen af en lækker kurv med specialkaffe, chokolade, vin og konfekt... ;o)

Når jeg har fået byttet gaver, skal jeg nok vise hvad jeg har fået i stedet... Om alt går planmæssigt bli'r det en af de nærmeste dage...

Lidt strik er der også blevet tid til i den travle tid...
Det er et barnevognstæppe til en venindes barnebarn, Gustav, der kom til Verden den 24. dec.

Jeg strikker stadig kun lidt af gangen for ikke at overbelaste armen, så der er til nogle dage endnu; det passer nok med at jeg kan blive færdig til midt i januar, hvor den stolte mor selv har fødselsdag. Så kan jeg aflægge en barselsvisit samtidig... ;o)
Glæder mig SÅ meget til at se lille Gustav... ;o)

torsdag den 7. oktober 2010

"Nessie"...

er færdig - og den er skøn...

Var i går ude i den stride efterårsvestenvind, hvor "Nessie" blev indviet; den er allerede et hit...
Ingen tvivl om at der nok skal produceres flere, men jeg skal vist ha' anskaffet mig et par noget længere rundpinde inden jeg går i gang.

"Nessie" er strikket i Kvickly's Adlington - 50% uld/50% akryl på pind 4,5. Opskriften har jeg hentet her hos Julia; har selv lavet et par justeringer undervejs... Jeg er startet med 300 masker og sluttet med 599; kan se at jeg godt ku' ha' haft ca. 50 masker mindre, og lavet udtagningerne derefter. Det må jeg prøve næste gang...

mandag den 4. oktober 2010

Loppefund og strik m.m...

Jeg var i lørdags til loppemarked - eller rettere - til marked... Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes, men blev virkelig skuffet... Vil vist nærmere kalde det et kræmmermarked; det lignede til forveksling de forskellige markeder rundt omkring i landet om sommeren...

Det eneste jeg fandt var noget bestik - 11 skeer, 1 gaffel og 2 knive - som jeg kan bruge sammen med mit eget "pæne" bestik, som desværre ikke fabrikeres mere. Jeg er altid på jagt efter noget eller noget der ligner... Tilfældigvis er det skeer jeg mangler, så det er jo ikke det værste. Det ville være mere ærgerligt hvis det var knive eller gafler...

Øverst i billedet er det jeg fandt på markedet; nederst er begge slags - markedsbestikket til venstre og mit eget til højre...

På pindene har jeg p.t. et eksemplar af "Nessie". Py ha, jeg synes det er hårdt at strikke så mange masker...

Og da min længste rundpind er 80 cm, er det godt nok noget klemt... Godt, der ikke er så lang vej tilbage, så det går nok...

I fredags var jeg igen hos læge med min skulder...
Da der ikke er nogen varig bedring at spore, er jeg nu henvist til røntgen, scanning og en undersøgelse af nervebanerne i armen. Håber ikke at ventetiden er alt for lang, men jeg må jo nok væbne mig med tålmodighed. Men glæder mig over at der nu sker noget, så jeg forhåbentlig kan få at vide, hvad der er galt...
På torsdag skal jeg til massør for at få løsnet op for de spændinger, som jeg har fået, mens jeg har døjet med armen; det er vist tiltrængt, så det glæder jeg mig til... Jeg skulle efter sigende blive et næsten nyt menneske... ;o)

God uge til mine læsere... ;o)

onsdag den 29. september 2010

Man må lide...

for sit strikketøj...
Og det gør jeg sandelig også - og gerne...

Har fået at vide at jeg skal holde armen i bevægelse, så den ikke låser helt fast; og jeg har ondt uanset om jeg bevæger den eller ej, så nu strikkes der lidt igen... Desværre kan jeg i øjeblikket ikke hækle; jeg er i gang med to babytæpper, som snart sku' være færdige, men det må vente... Øv...

Amalie's farvestrålende tørklæde er strikket færdig,

og en hue dertil er p.t. under produktion. Og jeg tror da at pigebarnet også skal ha' et par pulsvarmere i samme garn...

På pindene har jeg også et par grønne grydelapper til mig selv; det er hurtig strik, da det er dobbelt bomuldsgarn og ret hele vejen. Har ikke bestemt om der skal hækles kant om, men tror det faktisk ikke...

Har i dag fået en helt uventet fridag...
Der skal bages en kage til i morgen, hvor jeg skal ta' afsked med mit sidste dagplejebarn. Det bli'r en træls dag, men der skal alligevel hygges med kaffe, kage og pakker...

På fredag begynder jeg så mit "nye" liv, som starter med en måneds ferie, en tur til loppemarked i Ålborg, en masse fødselsdage, en bowlingaften (hvor min arm nok ikke kan være med, men derfor er det jo alligevel hyggeligt) og en uges ferie på Læsø...

Dejligt at ha' noget at se frem til...

God onsdag til jer derude...

mandag den 6. september 2010

Der brygges...

på både brombær og blommer...

Tre glas med brombær, sukker og vodka, står nu og trækker de næste 7-8 uger. Det samme gør to glas med blommer, sukker, kanel og vodka... Ved ikke helt om blommerne skal trække så længe, men det må komme an på en smagsprøve om et stykke tid...

Det er første gang jeg forsøger mig med blommelikør, så det er spændende... Sidste år lavede jeg mirabellelikør; det smager helt fantastisk. Jeg forestiller mig at blommelikøren bli'r næsten li' sådan, blot der denne gang er kanel i...

Amalie's multifarvede tørklæde skrider fremad...

Jeg har været så fyldt med smertestillende medicin på grund af min tandoperation, at jeg ikke har mærket så meget til skulderen; det har resulteret i et rimeligt stykke strik, men sku' hilse og sige, at fruen har fået straffen... Har i dag været hos lægen, hvor jeg fik en blokade i skulderleddet; nu gør det endnu mere ondt, men det skulle efter sigende blive bedre... Jeg håber...

God uge til jer der kigger med... ;o)

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails