Sider

mandag den 16. september 2013

Prinsesseseng og strikkede strømper...

I sidste indlæg lovede jeg at vise et billede af babysengen, når den blev monteret.


Jeg købte sengen for 13 år siden, da jeg ventede Mads; jeg gav vist 75 kr. på et loppemarked.
Da jeg ventede Michael, den nu nybagte far, købte jeg også en brugt bambusseng; den blev brugt til ham og Anne, hvorefter jeg solgte den til en kollega. Dengang havde jeg absolut ingen planer om flere børn, så jeg så ingen grund til at beholde sengen. Det har jeg virkelig fortrudt mange gange, men heldigvis fandt jeg denne, der er næsten magen til...
Den har nu stået på loftet i 12 år, og det har været sjovt at gøre den klar til Emilie. Egentlig var planen først at hun skulle ligge i kurvevuggen, som Amalie lå i, men forældrene ombestemte sig - måske netop fordi Michael selv havde ligget i en bambusseng og jeg selv ligeså...
Sengen har fået faste sider af pap beklædt med selvklæbende folie, som er nem at rengøre. Stoffet er broderi anglaise fra Kølkær Stof og Hobby
Det var ganske nemt at lave betræk og sider til, da jeg havde gemt betrækket fra da Mads brugte sengen; det var bare at klippe og sy ;)

Mine campinghyggesokker er blevet færdige og et nyt par er på pindene. Jeg har efterhånden strikket så meget babytøj, så nu trænger jeg til bare at koble hjernen lidt fra; det resulterer i strømpestrik... Næ, forresten; det kræver en del koncentration at strikke hæl, som jeg altså ikke er nogen ørn til. Jeg har prøvet flere forskellige udgaver af både timeglashæl og kilehæl, men synes det er noget pangel. Jeg kan slet ikke huske at det var så bøvlet, da jeg for mange år siden strikkede masser af strømper, men det må være fordi jeg har fortrængt det ;)


Strømpefakta:
Str.: 38-39
Garn: Coop strømpegarn, multicolor, 70% uld/30% polyamid
Pinde: Strømpepinde 2½
Forbrug: Samlet 1½ nøgle ud af 2 (mønstergarn)
Vægt: 75 gram

Det næste par strikkes af samme slags garn bortset fra farven, og at det ikke er mønstergarn.


Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails